Skip to content

justB SSAS Maestro

Jeg deltog tilbage i marts 2011 i det første SSAS Maestro kursus, som Microsoft afholdte. Det var 3-dages undervisning i super hurtigt tempo med mega højt fagligt niveau (level 500) sammen med toppen af poppen indenfor SSAS. Med på kursusbænken sad bl.a. Chris Webb, Marco Russo, Alberto Ferrari og Tomislav Piasevoli, som alle har skrevet bøger indenfor emnet. Alt i alt en kanon fed oplevelse!

Undervejs på kurset blev der arbejdet på labs, som dog var så krævende at man ikke kunne nå at lave alle opgaver. De skulle så laves færdige efterfølgende, hvor der også skulle gennemføres en meget opfattende eksamen og skrives en case study. Dette ved siden af fuldtids konsulent arbejde, så det blev til mange lange lange aftener i ugerne efter.

Efter et halvt års ventetid fik jeg endelig svar – desværre at jeg ikke havde bestået i første forsøg, men at jeg var kvalificeret og meget tæt på. Jeg var selvfølgelig umiddelbart skuffet, men kunne også se at der var flere som fortjente det mere end mig. Ud af 90 som havde deltaget på de tre første kurser, var der kun 10 som havde bestået.

Overraskelsen var derfor mega stor, da jeg forleden kunne se, at mit navn nu optræder på listen. En liste som er udvidet til 36 personer, efter at der i anden runde er kommet lidt flere til. Mit navn kan derfor meget muligt have stået der i over et år. Lidt vildt og noget uventet, at jeg er blevet optaget i så fint et selskab. Det skal siges at jeg indenfor de seneste par år har fået en del mere erfaring med særligt performance tuning af SSAS – så jeg føler godt jeg kan stå inde for titlen :-)

Jeg vil gerne sende en særlig tak til Platon, som gav mig mulighed for at deltage på kurset og specielt stor tak til den anden danske SSAS Maestro Michael Barrett. Han gav review på min case study og er generelt altid klar på en SSAS sludder. Også tak til Vestas som lagde empiri til min case study.

Føler lidt at det forpligter, så vil gerne give noget tilbage. Jeg har allerede holdt flere indlæg om emnet, men overvejer om jeg skal fokusere endnu mere. Det er dog svært, da jeg har en anden stor kærlighed indenfor Microsoft BI – nemlig PerformancePoint Services og generelt BI i SharePoint. Jeg vil gerne prioritere SSAS op på denne blog og har allerede forberedt de næste 6 emner – glæd jer :-D